BEHANDLING AF KOMPLEKS PTSD

Behandling af kompleks PTSD, beskrivelsen af forløbet er forfattet af klienten selv.

Efter 1. session

Bemærkelsesværdig ændring af personlighedstræk. – Følte større selvværd allerede lige efter behandlingen. Følte, at jeg nu var blevet fri, efter at have været en Rapunzel, indespærret i et tårn uden indgang, en fange, højt oppe og langt væk fra andre mennesker – overvåget af en heks. Tidligere traumatiske minder var nu væk, i stedet genoplevede jeg det dejlige minde, vi kaldte frem.

Efter 2. session

Tidligere traumatiske minder var nu væk, i stedet genoplevede jeg det dejlige minde, vi kaldte frem. Jeg oplevede en ekstrem træthed. – Holdt pause fra EMDR i en uge pga. ferie.

Efter 3. session

Under selve EMDR-behandlingen følte jeg mig kropsligt meget anspændt pga. temaet, vi tog op den dag. Normalt går jeg til yoga lige efter EMDR-behandlingerne hos Alexandra, spændingerne forsvandt igen, da jeg var til yoga. Dagen efter den 3. EMDR gik jeg også til akupunktur hos min læge (havde holdt en måneds pause fra mine tidligere ugentlige behandlinger indtil da). 2 dage efter, ved sovetid, fik jeg kraftige nakke -og kæbespændinger, der gjorde mig bange. Om morgenen var mit humør højt – om aftenen var det lavt. Meget stor vandladningstrang, samt løs mave. Tidligere traumatiske minder var nu væk, i stedet genoplevede jeg det dejlige minde, vi kaldte frem.

Efter 4. session

Jeg vidste, allerede inden EMDR-behandlingen, at vi dén dag skulle tage fat på et kolossalt svært familietraume, der har haft en kolossal betydning i mit liv. Inden EMDR-behandlingen var jeg nødt til at tage stærke smertestillende piller pga. en kraftig spændingshovedpine. Under EMDR-behandlingen mærkede jeg også disse spændinger og oplevede EMDR-behandlingen som særdeles krævende og hård pga. temaet. Jeg var usikker på, om jeg magtede at gå til yoga den dag, men gennemførte dog. Ved afspændingen til yoga, til sidst, lå jeg og græd uden lyd – jeg havde et enormt behov for at græde, som dog måtte undertrykkes, da jeg ikke var alene. Tidligere traumatiske minder var nu væk, i stedet genoplevede jeg det minde, vi kaldte frem. Men det nye minde var også lidt smertefyldt, da det handlede om positive oplevelser med mine bedsteforældre, der er døde – så det var både positivt og negativt, fordi jeg aldrig fik bearbejdet de tab heller.

Jeg lod være med at gå på malekursus et par dage efter, som jeg ellers plejer – jeg trængte til ro. Men der var en anden aktivitet, jeg ikke kunne aflyse, men måtte gennemføre. Jeg var meget stresset. Igen havde jeg løs mave, min mave reagerede særligt kraftigt på 3.dagen efter 4. EMDR. Jeg rystede rester af traumerne af mig ved at lave min version af de TRE-øvelser (David Bercelli) jeg lærte et år forinden.

Jeg oplevede mit arousal som meget forhøjet. Det var særdeles ubehageligt. Som en myretue indeni. Alexandra fik mange mails, og jeg handlede på et andet gammelt traume, og var tilbage i mit gamle: ”Kæmp for retfærdighed og råb op om mangel på samme”-tema den dag. Ubehageligt! Men jeg havde på fornemmelsen, at dette var kulminationen, efter dette mareridt, kunne det kun blive lettere. I momenter følte jeg, at jeg ikke burde leve, så besværlig som min måde at være på, var, jeg skammede mig over at være så ekstremt stresset. Jeg var ked af mig selv. Senere på aftenen havde jeg en følelse af at være blevet kastet i et vandfald og være på vej lodret ned med vandmasserne. Jeg ændrede billedet til billedet af en hjort, der tager et spring fra en klippetop til en anden – den springer hen over det dybe, dybe intet, og den lander trygt på den anden klippeafsats (en autentisk historie, fra den egn, min familie kommer fra, hvor en hjort undslap en jæger ved at springe fra en klippetop til en anden – et meget langt spring, som kunne have kostet hjorten livet). Jeg havde livlige drømme den nat, som jeg huskede om morgenen, men nu har glemt. Men jeg havde på fornemmelsen, at dette var kulminationen, efter dette mareridt, kunne det kun blive lettere.

Efter 4. EMDR, som omhandlede min familie, har jeg oplevet mange symptomer på sorg – først og fremmest sorgen over at have mistet min gamle personlighed, der var åben, udadvendt, tillidsfuld, rummelig, fleksibel, impulsiv og få dén personlighed erstattet med en personlighed, jeg er ked af. Før var jeg heller ikke supervelfungerende, og hvis jeg var, betalte jeg en alt for høj pris for at være det, men alligevel var det bedre end nu.

Efter 4. dagen fra min 4. EMDR sov jeg i 11 timer om natten og havde mareridt. De to efterfølgende dage var jeg mere velafbalanceret igen, men der dukkede stadig med jævne mellemrum depressive symptomer op. De næste to nætter sov jeg bedre, end førhen, ment på den måde, at jeg kunne sove flere timer i træk end normalt. Normalt vågner jeg mindst 2 gange på en nat. Nu vågnede jeg kun en gang pr. nat i de to nætter. – Håber, det vil vare ved!

Øvrige symptomer: Lidt betændelse i to fingerled. Øjenbetændelse. Uren hud i den forløbne uge pga. stress.

Det føles som om, at vi under 4. EMDR fik hvirvlet alt det mudder op, der lå på bunden af min livssø. Derfor blev livssøen blev meget mørk, uklar og svær at være i ugen efter.

efter 5. session

Har igen løs mave og depressive symptomer samt kvalme.

Selve EMDR’en er lidt svær den dag. Vi tager tråden op fra sidst, samtidig med, at jeg har svært ved at forstå, hvad Alexandra vil have mig til, har svært ved helt at se den røde tråd etc. – et fint billede på den fragmentering, der opstod efter 4. EMDR, der handlede om familiemæssige forhold. Efter 5. EMDR har jeg hovedpine og er helt smadret af træthed. Jeg magter ikke at tage til yoga, men tager direkte hjem og kan ikke andet end at sove, straks. – Bemærker dog, allerede imens jeg stadig sidder hos Alexandra en følelse af en kraft, der strømmer UD af mig! Noget, jeg før har mærket, når jeg selv har arbejdet med at blive af med traumerne på andre måder (som dog på ingen måde havde samme effekt som EMDR). Da jeg står op, er jeg stadig særdeles træt – og tung i kroppen – men nu er hovedpinen væk.

De billeder, Alexandra har prøvet at hjælpe mig til at kalde frem under 5. EMDR, er nu godt aktiveret, og de er rare at genopleve. Efter 5. EMDR sover jeg godt om natten, vågner dog et par gange, men falder straks i søvn igen, og kan lægge mig på ryggen – i den senere tid lå jeg på siden, i fosterstilling, fordi jeg følte mig så utryg.

Da jeg vågner morgenen efter 5. EMDR, føler jeg gennemstrømningen af kraft igen, men denne gang indeni kroppen. Det føles på samme måde, som når jeg modtager/ netop har modtaget akupunktur. Min læge har forklaret mig, at gennemstrømningen betyder, at de blokeringer, der har plaget mig er væk (ved akupunktur er denne gennemstrømning dog kun midlertidig – så bygger man nye blokeringer op igen pga. den konstant forhøjede arousal).

Dagen efter den 5. EMDR får jeg gjort nogle ting, jeg ikke har kunnet gøre i de seneste 2 år pga. angst. Det er bare så stort og bliver taget vel imod – det lønnede sig, at jeg ikke undgik, men gjorde det modsatte – det er virkelig, virkelig opløftende – og bestemt en efterreaktion, der bør nævnes!

2 dage efter kaster andre mig ud i en udfordring, som ville have medført undgåelse/ handlingslammelse også – for en måned siden – men den udfordring tager jeg op med glæde nu! Jeg er dog totalt udmattet efter at have taget udfordringen op og kommer hjem til et brev, der ikke er rart, men snarere retraumatiserende.  Tre dage efter kommer endnu en udfordring, jeg ikke har bedt om, og som også er særdeles ubehagelig.

efter 6. session

Vi fortsætter med familietemaet hos Alexandra, det går godt, og jeg formår også at tage til yoga efterfølgende. De efterfølgende dage er jeg forholdsvist flittig, men torsdag aften er jeg helt og aldeles smadret. Ekstremt træt.

Jeg er begyndt at have livlige drømme hver nat nu, og tildels også mareridt.

Fysiske symptomer: Meget tørre øjne, murren i nederste maveregion, det føles som menstruationssmerter, selvom jeg ikke har menstruation. Ekstremt træt.

– Svinger mellem løs og hård mave. Hyppig vandladningstrang.

Som dagene går, står det mere og mere klart for mig, at jeg er voldsomt overbelastet, og er nødt til at aflyse den næste tid og holde en pause fra EMDR. Efter at jeg har fået givet besked til Alexandra om dette, oplever jeg, at mit i forvejen konstant forhøjede arousal, bliver endnu mere forhøjet. Jeg føler mig meget stresset, får en ekstra tid hos lægen til akupunktur, og tilbringer dagen, dels med noget læsning, dels med at gå i haven og arbejde. Det sidste virker heldigvis ret afstressende. Om natten kan jeg ”nøjes” med at have en livlig drøm, det er ikke et mareridt, heldigvis. Morgenen efter er stressniveauet dalet, men jeg planlægger helt at aflyse alle andre aktiviteter end akupunktur, den uge, fordi jeg føler mig så kraftesløs og træt.

Jeg har en enkelt dag, hvor humøret er virkelig i bund, det er en meget hård dag at komme i gennem, men ikke på samme måde som sidst, hvor jeg næsten ikke kunne holde mig selv ud – denne gang er det mere vrede, jeg føler. Vrede over svære ting jeg har oplevet og frustration over, at mit arousal nok altid vil være forhøjet (jeg havde jo selvfølgelig et lille håb om, at det ville gå ned pga. EMDR på trods af, at jeg har en kronisk diagnose). Samtidig husker jeg dog også mig selv på, at det er dejligt, at EMDR-behandlingerne har befriet mig fra rigtig mange barske minder, som hjemsøgte mig mange gange dagligt.

Det støtter mig, at jeg i gennem hele forløbet er i tæt kontakt med Alexandra på mail, hun giver med jævne mellemrum gode råd til, hvordan jeg bedst tackler udfordringerne.

Alexandra og jeg har aftaler, at jeg tager en sidste session hos hende, hvor vi får lukket sårene, som ifølge Alexandra stadig står åbne. Hun råder mig til, at vi ikke laver EMDR flere gange nu. Heldigvis var vi også så effektive, at jeg, mht. planlægning af de sidste gange EMDR, har vekslet en del m. mine sidste forslag til emner, hvilket viser, at der ikke længere er voldsomt fremherskende traumer tilbage – mere ting i småtingsafdelingen (men jeg er stadig meget plaget af hyppig vandladningstrang – ser frem til, at mindre stress måske fjerner det via lukning af sårene) .

konklusion

Når man er så hårdt ramt som jeg og har en kronisk stressdiagnose, bør det anbefales kun at modtage EMDR-behandling hver 3. eller hver 4. uge, så man har lange pauser, hvor man kan restituere i mellem behandlingerne.

Det er en god idé at modtage akupunktur, yoga el. andre afstressende behandlinger samtidig, hvis man – som jeg – ikke tager medicin, for at mindske de kropslige reaktioner på EMDR-sessionerne.

Jeg tror, at lange pauser mellem behandlingerne vil kunne modvirke, at man, som det skete for mig, må rive en hel uge ud af kalenderen for at restituere.

Samtidig tror jeg dog også, at det vil hjælpe, hvis man i den periode, man modtager EMDR, passer på med at tage for mange udfordringer ind.

Jeg satte selv en del svære ting i værk, som følge af EMDR-behandlingerne, der gav mig kraft til at få ryddet op i mit liv, og oveni var jeg græsenke i gennem hele den periode, jeg fik EMDR  – men set i bakspejlet, skulle jeg ikke have planlagt to så store udfordringer samtidig.

resultat af behandlingen

I skrivende stund kender jeg ikke langtidseffekten, men pt. oplever jeg følgende:

Jeg er blevet mere nærværende og bedre til at tænke i nutid, end i fortid.

Det er en stor lettelse for mig, at jeg ikke længere hjemsøges af traumatiske og smertefulde minder mange gange dagligt.

Jeg er blevet bedre til at sige fra her og nu i en situation, hvor nogen overskrider mine grænser – førhen kunne det være, at jeg først reagerede flere timer efter, og så var det jo ligesom for sent. Ofte valgte jeg dog så at skrive til den person, der havde misforstået mig – og var ked af mine forsinkede reaktioner og angst for at tage eventuelle konflikter face-to-face.

Hvor jeg før, i forhold til nogle af de personer, der havde overskredet mine grænser voldsomt, følte ingenting, kom der under forløbet vrede frem og ud – det var også det, der gjorde, at det var så hårdt – men samtidig med, at jeg endelig følte vreden, kunne jeg også endelig slippe den og ”blive fri”.

EMDR er en meget givende behandling, men for at få, skal man også give – så det er også en meget krævende proces. Som Peter Levine, der er specialist i traumer, skriver et sted: Vejen ud af et traume skal ligne vejen ind.

efter 7. og sidste session

Inden den sidste gang har jeg følt mig meget kaotisk indeni og været meget, meget ulykkelig over nogle konkrete svære udfordringer i mit liv, der har ramt mig som en kødhammer pga. de seneste 2½ års meget traumatiske omvæltninger i mit liv.

Hurtigt får vi pejlet os frem til, at temaet her den sidste gang skal være ”at miste” – vi bearbejder alle de personer, situationer og følelser jeg har haft i forhold til dette tema, og vi er inde på, at jeg skal sige til og fra – for at passe på mig selv.

Vi får talt om måden, jeg siger fra på. Jeg har haft en tendens til at sige fra på følgende måde: ”Jeg har fået nok, men jeg er bange for at miste dig/ mig” – mine ambivalente signaler af styrke og angst blandet sammen har gjort livet svært for mig. Vi kommer i tanker om en situation sammen, hvor jeg var i overskud, da jeg sagde fra. Vi kobler det negative og positive sammen i et billede af en løve, der er omgivet af farven rød. Et billede jeg intuitivt kalder frem. En løve, som er mig!

lukning af sårene

Jeg ankom til Alexandra i stor smerte og frustration – med en klump i halsen – og forlod hende med billedet af mig som løven, der sidder så stolt, stærk og rank – løven, der, i modsætning til øvrige medlemmer af kattefamilien, er social.

Jeg har følt mig meget tryg i ”Alexandras hænder”, fordi hun er meget omsorgsfuld, givende, empatisk og professionel – men jeg ville ønske, at jeg havde vidst noget mere om, hvad der ventede mig, da jeg startede på min EMDR-behandling hos Alexandra. Derfor denne beskrivelse til kommende klienter (som dog må tage forbehold for, at deres forløb i mange tilfælde bliver langt lettere end mit, eftersom de færreste – heldigvis – har DESNOS).

Links

Bidrag med et like på min Facebookside, så du er med på føljetonen.

er du parat til at favne et mere klart og frit liv ?

Book din gratis
30 min forsamtale
her




    Under forsamtalen får du en kort introduktion til, hvordan jeg arbejder, hvordan jeg kan hjælpe dig i mål samt lægge en plan for dit forløb hos mig.